Hele sit liv har Sørine Gotfredsen siddet på bænken og kigget ind på flokken. Og godt vidst, at det var livet, der foregik derinde. Men når man ved, at man ikke duer til det almindelige, banale liv, kan man i det mindste se lidt ned på det. Og hærde sig selv til alt det, man skal klare alene. Men nu har der været indbrud hos præsten. Der er sekunder, hvor hun stadig ikke helt kan overskue, hvad det kommer til at betyde. Men overvejende er det »meget, meget dejligt«.
