Politikens forside handler i dag om de unges valg af fag, når de begynder på gymnasiet. En analyse foretaget af Dansk Erhverv viser, at det i høj grad er 'akademikerbørn', der vælger de 'hårde' fag som matematik, fysik og kemi på højeste niveau i gymnasiet. Det åbner dørene til flere af de videregående uddannelser, som samfundet og erhvervslivet i høj grad efterspørger, og dermed til de 'gode' job. Omvendt vælger børn af arbejderfamilier oftere sprog og biologi på det høje a-niveau i gymnasiet. Det kræver ændringer i skolen at få flere til at vælge naturvidenskabens vej, skriver Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang.