Partnerdrab er et stort globalt problem og den største enkeltstående type drab i Danmark. Ifølge tal fra Aarhus Universitet var omkring hvert fjerde drab i Danmark i perioden 1992-2016 et partnerdrab, og FN har opfordret medlemslandene til at oprette et såkaldt ’femicidewatch’, hvor landene overvåger og systematisk indsamler viden om drabene . Det findes ikke i Danmark. Politiken mener, viden er vigtig, hvis vi skal ændre på statistikken. Derfor har vi lanceret en partnerdrabsdatabase, hvor vi beskriver alle sager om partnerdrab på kvinder og mænd i Danmark, i det omfang de kommer til vores kendskab. Derudover laver vi statistik over en række data, der knytter sig til partnerdrab.Databasen indeholder sager fra den 1.januar 2017 og frem, og vi forpligter os på at opdatere den løbende til 1. januar 2027. Altså i alt ti år.